Hop til hovedindholdet

Dansk Evalueringsselskab logo

Gå-hjem-møde "Evaluering i dagtilbud" 21. oktober i Århus


Dato og tid

Onsdag d. 21. oktober 2020 kl. 15:00 til 17:00

Tilmeldingsfrist

Onsdag d. 21. oktober 2020 kl. 15:00

Gå-hjem-møde "Evaluering i dagtilbud" 21. oktober i Århus


Arrangementsbeskrivelse

OBS! Arrangementet flyttes online via ZOOM. Du vil ved tilmeldelse til gå-hjem-mødet få tilsendt et link til ZOOM via din mail.


Dialogmøde om evaluering i dagtilbud onsdag den 21. oktober i Århus

Evaluering fylder i stigende grad i bevidstheden i de danske dagtilbud. På dette møde vil Dansk Evalueringsselskab gerne invitere til fælles dialog og refleksion om hvordan en aktiv stillingstagen til og bevidst arbejde med evaluering kan være med til at understøtte kerneopgaven.

For at belyse dette præsenteres tre oplæg med tre forskellige vinkler på evaluering i dagtilbud; Evaluering som samarbejde med den kommunale forvaltning, Evalueringskultur i dagtilbud og Børneperspektiver i evalueringer. Derudover har vi sat tid af til at vi sammen kan blive klogere på emnerne og deltagerne gennem egne eksempler og udfordringer kan drøfte tilgangene.

Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding. Medlemskab af Dansk Evalueringsselskab er ikke et krav, men I opfordres til at melde jer ind HER.

Programmet for eftermiddagen er som følger:

15.00-15.15: Velkomst og præsentation

15.15-15.50: Evaluering som samarbejde med den kommunale forvaltning ved Chefanalytiker ved VIVE Niels Peter Mortensen

15.50-16.00: Pause

16.00-16.40: Evalueringskultur i dagtilbud - hvad det er og hvordan vi får det ved Indehaver og chefkonsulent ved Ineva Malene Skov Dinesen

16.40-17.20: Børneperspektiver i evalueringer ved Analyse- og udviklingskonsulent ved Dansk Center for Undervisningsmiljø DCUM Lea Høxbroe Jeppesen

17.20-17.30: Afrunding og farvel

Praktisk information (tid & sted)

Foregår via ZOOM - link tilsendes ved tilmelding.
Onsdag d.21. oktober fra kl.15.00-17.00


Vi satser på at afholde dialogmødet fysisk med alle coronaforholdsregler om god afstand og masser af håndsprit. Som alt andet i denne tid er vi dog parate til at lave om, og hvis det viser sig at situationen ikke tillader fysisk møde sadler vi om til at afholde dialogmødet som webinar.

Uddybende beskrivelse af oplæggene:

Evaluering som samarbejdsform mellem dagtilbud og forvaltning.
Oplægsholder Chefanalytiker Niels Peter Mortensen, VIVE

Oplægget vil være et bud på hvordan evaluering kan anvendes som samarbejdsform mellem kommunal forvaltning og dagtilbud. Ved at lade evalueringsarbejdet inspirere af træk fra anvendelsesorienteret evaluering og inddragende perspektiver kan evalueringer både som proces og i sine resultater komme både forvaltning og dagtilbud til gode. I oplægget vil Niels komme ind på hvordan evalueringer kan tilrettelægges inddragende og dermed fange perspektiver fra både forvaltning og dagtilbud. Herudover vil oplægget også omhandle hvordan man i en evaluerende praksis kan bidrage til kapacitetsopbygning i forhold til evaluering.

Et vigtigt perspektiv i evalueringsarbejdet er skelnen mellem evalueringer der er formative (lærende) og summative (mere kontrollerende). Ved at bruge denne skelnen aktivt kan evalueringsarbejdet gøres mere gennemskueligt for alle deltagende. Gennem en processuel forståelse af evalueringsarbejdes kan evalueringsarbejdet beriges således at evalueringer både indeholder formative og summative elementer og dermed kan flere dagsordner indeholdes i arbejdet.

Evalueringskultur i dagtilbud - hvad det er og hvordan vi får det 
Oplægsholder Indehaver og chefkonsulent Malene Skov Dinesen, Ineva 

Det er understreget lovgivningsmæssigt, at det er lederens ansvar at etablere en evalueringskultur, som skal udvikle og kvalificere den pædagogiske praksis. Men hvad er egentlig en evalueringskultur, og hvordan kan vi vide, om vi allerede har en, har noget af den, eller om vi skal starte fra bunden? De spørgsmål vil blive besvaret i oplægget, herunder kommer vi til at se på hvad der karakteriserer et dagtilbud med en stærk evalueringskultur. Udgangspunktet er, at evaluering skal blive en integreret, naturlig og ikke mindst meningsfuld del af den daglige praksis og af både lederes og medarbejderes professionsopfattelse. Det kan lade sig gøre, fordi den pædagogiske praksis indeholder vigtige elementer i det at have en stærk evalueringskultur; nysgerrighed, justering af praksis på baggrund af data og oprigtig nysgerrighed efter at blive klogere. Disse elementer kan der bygges videre på, så evalueringskulturen styrkes og bliver bidragende. Malene vil bidrage med forklaring på både evalueringskultur som begreb og med helt konkrete greb til hvordan evalueringskulturen kan styrkes i det enkelte dagtilbud. 

Børneperspektiver i evalueringer
Oplægsholder Analyse- og udviklingskonsulent ved Dansk Center for Undervisningsmiljø DCUM Lea Høxbroe Jeppesen

Den styrkede pædagogiske læreplan at der etableres en evalueringskultur i alle dagtilbud, som skal være med til at kvalificere og udvikle det pædagogiske læringsmiljø. I dette oplæg vil vi dykke ned i børneperspektivet som en naturlig del af et dagtilbuds evalueringskultur. Det er børnene der er omdrejningspunktet for jeres hverdag. Det er dem det hele handler om, og deres perspektiver og oplevelser er derfor essentielle at have for øje. Dette vil blive uddybet i oplægget, ligesom der vil blive fokuseret på, hvordan man rent faktisk inddrager børneperspektivet som en naturlig del af jeres evaluerende praksis. Hvordan indfanger vi de 0-2-åriges perspektiv og hvad med de 3-6-årige? Hvordan kan de inddrages i dagtilbuddets evaluerende praksis? De forskellige aldersgrupper bør inddrages i henhold til alder og modenhed, men det er ikke altid ligetil, så hvordan gør vi det? Her vil der komme eksempler på metoder, der kan anvendes så børneperspektivet inddrages på en meningsfuld og relevant måde i den evaluerende praksis i jeres dagtilbud. Afslutningsvis for oplægget vil vi sørge for, at I får mulighed for at udveksle erfaringer og perspektiver på, hvordan I inddrager eller vil inddrage børneperspektivet i jeres evaluerende praksis, og hvilke udfordringer i evt. er stødt på.