I mange år har det været et formål for evaluering at definere behov og at teste modeller for løsning af samfundets problemer. Imidlertid er de mest presserende problemer i samfundet ofte vanskelige at indfange med en entydig definition og endnu sværere at give en præcis løsning på. Klimakrisen og social ulighed er eksempler på ’vilde’ problemer (engelsk: wicked problems), som kendetegnes af høj kompleksitet i både tekniske og sociale aspekter.

Læs hele programmet og beskrivelser af de forskellige læringsseminar og parellelsessioner her. 

I vilde problemfelter kan sammenhænge mellem årsager og virkninger være dynamiske, systemiske og uforudsigelige. Ofte er der hverken enighed om problemernes afgrænsning eller årsager, og løsninger kræver mobilisering af flere typer af viden og perspektiver.

Måske kræver vilde problemer ligefrem ’vilde løsninger’, som ikke kan verificeres eller falsificeres, men må udvikles og sandsynliggøres over lang tid. Vilde løsninger, som kræver samarbejder på tværs af ellers siloopdelte sektorer og systemer, tolerance for usikkerhed samt tilpasning til lokale kontekster.

Tiltag til løsning af vilde problemer afspejles i nye styringsformer med fokus på samarbejde frem for kontraktstyring, samskabelse frem for kundebetjening, praksisnær forskning frem for evidenspolitik og en ny forståelse af videns- og værdigrundlaget for styring og faglig ledelse.

Hvad betyder denne udvikling for evaluering? Hvordan ser evaluering af forsøg på vilde løsninger ud – og hvordan kan evaluering bidrage til løsninger af vilde problemer?

På Dansk Evalueringsselskabs årskonference 2022 sætter vi med præsentationer, erfaringsudveksling og debat fokus på vilde problemfelters implikationer for evaluerings genstandsfelter, værdier, metoder og anvendelse:

Evalueringens genstandsfelt: fra projekter til nye evaluander?

-Evaluation grew up in ’the projects’, som Michael Quinn Patton udtrykte det på Dansk Evalueringsselskabs årskonference i 2016. I projekterne var fokus typisk på udvikling af modeller, der skulle finde universel anvendelse til løsning af veldefinerede problemer. Efter denne model var evalueringens opgave således at finde let anvendelige løsninger på problemer udpeget af det politiske system.

I de senere år er imidlertid fremvokset en række nye typer af evaluander: samarbejdsformer, strategier og principper, som udgør langsigtede forsøg på løsning af vilde problemer, og som kendetegnes af komplekse virkemåder. Når de gøres til genstand for evaluering, er der behov for nye tilgange med nye forståelser af problemer og løsninger og måske endda nye evalueringsmodeller, som Patton og andre har foreslået.

Evalueringens magtrelationer og værdier: fra bureaukratisk kontrol til aktørperspektiv?

Erkendelsen af, at der ikke gives entydige, instrumentelle og tekniske løsninger på vilde problemer betyder, at magtrelationer og værdier kommer til genforhandling. Når ingen har magt til egenhændigt at løse de væsentligste samfundsproblemer, bliver det nødvendigt at indgå i dialog med potentielle alliancepartnere. Det kan betyde, at kendte magtpositioner og roller må forandres for at forskellige aktørers perspektiver og vidensforståelser kan indgå i samskabende processer, hvor parterne kan have tillid til hinanden.

Hvilke perspektiver og værdier kan evaluering tage afsæt i, når ansvaret deles mellem mange aktører? Hvordan møder ’systemet’ de borgere, som det har til formål at støtte eller hjælpe, og hvilken rolle spiller evalueringen heri? Gives brugerne af en indsats en stemme i evalueringen, og skal de have indflydelse på evalueringens fokus og design?

Evalueringens metoder: fra projektmodel til læringsfællesskaber?

Omtænkningen af projektmodellen for evaluering betyder en ny forståelse af forholdet mellem teori og praksis. Det er ikke længere muligt at opretholde forestillingen om en arbejdsdeling mellem politikere, der formulerer velfærdspolitiske spørgsmål, eksperimentelle forskere og evaluatorer, der finder svar, og fagprofessionelle, der står og venter på svar, som de kan anvende i deres praksis.

I stedet kan evaluering bidrage med belysning af problemfelter, modeller for udviklingsevaluering og evaluative thinking. På systemisk niveau ved inddragelse af nøglepersoner fra flere positioner, og lokalt fx gennem professionelle læringsfællesskaber og aktionslæringsgrupper med deltagelse af både ledere, fagpersoner og borgere. Her kan evaluators rolle være at facilitere koblingen mellem det større vidensfelt og den lokale arena for afprøvning af hypoteser.

Evalueringens anvendelse: fra instrument til belysning af problemfelter?

Vilde problemers dynamiske og komplekse karakter betyder, at enkeltstående evalueringer sjældent vil give viden, der kan anvendes direkte som instrument for problemernes løsning.

Til gengæld kan den konceptuelle anvendelse af evalueringer få betydelig impact. Når en række evalueringer over tid giver viden, som ændrer aktørernes og offentlighedens forståelse af et felt, kan det igangsætte eller understøtte strømninger, der skaber systemiske forbedringer. Bevidstheden om klimakrisen eller recovery-tilgangen i social- og sundhedsvæsnet er et eksempel på store bevægelser, som ikke er igangsat af en enkelt evaluering; men er udtryk for akkumulering af viden og resultater som har forandret forståelsen af både problemer og mulige løsninger over mange år.